Referat af generalforsamling tirsdag den 14. august 2018

Helsingør Skakklub afholdte generalforsamling tirsdag den 14. august 2018 med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Kassererens aflæggelse af regnskabet
    1. Aflæggelse af regnskabet
    2. Fastlæggelse af kontingent
  4. Indkomne forslag
  5. Sæsonens turneringer
  6. Valg
  7. Eventuelt

Ad 1).

Formanden René Weichel bød velkommen til i alt 15 medlemmer og foreslog Lars Peter Johannesen som dirigent, hvilket blev enstemmigt godkendt. Efter at have erklæret generalforsamlingen for lovligt indvarslet, gav dirigenten ordet til formanden for, i henhold til punkt 2, at aflægge nedenstående årsberetning:

Ad 2).

I år har vi måttet sige farvel til en ven og stor personlighed i klubben som blandt andet vandt klubmesterskabet to gange (1968 &1973) samt Kronborg Turneringen i 1972. Derudover var han med til at vinde DM i korrespondance skak for hold i henholdsvis 1978 & 1979.

Derfor vil jeg gerne bede om vi afholder 1 minuts stilhed for Ib Jensen, der desværre afgik ved døden den 28. februar efter længere tids sygdom. Ære være hans minde.

 

Jan valgte sidste år at trappe ned for arbejdet i klubben, som han har lagt mange timer i de sidste 5 år. Formanden valgte at gå af midt i perioden hvilket betød vi sidste år måtte vælge en ny formand som afløser til posten for det kommende år. Jeg har nu bestridt posten i 12 måneder og står derfor på valg igen for de kommende to år. Da jeg sidste år valgte at sige ja til formandsposten, så sagde jeg også at de ville kræve fuld opbakning af klubbens medlemmer. Det håber jeg der stadig er selv om der er sket en hel del i klubben og idéerne er stadig mange. Så hvorfor nu alle de nye tiltag og ændringer? Det kommer jeg til senere.

 

HELSINGØR SKAKKLUB ONLINE

[Ny hjemmeside]

Vores gamle hjemmeside fungerede, men der var ikke uden flere problematikker som vi var nødt til at håndtere før det gik helt galt. For det første var opsætningen i WordPress, altså programmet vi laver siderne i ikke optimal og kunne effektiviseres. Derudover havde vi over 30 trusler i forhold til ”huller” i sikkerheden, da vi ikke kunne opdatere programmet til den nyeste version. Dette sammenholdt med vi ønskede et mere moderne udtryk medførte, at vi gik i luften med en helt ny side i foråret 2018. Dette er selvfølgelig ikke helt udgiftsfrit, da vi var afhængige af eksperter til flytningen og opsætning af ny skabelon. Dog tjener udgiften sig selv hjem. For i forbindelse med flytningen flyttede vi samtidig hosting af hjemmesiden fra et lille firma i Jylland til en større og mere tidssvarende. Flytningen af hosting giver årligt en besparelse på omkring 1000 kr.

 

  • Flytning af hosting af vores hjemmeside. Fra 1200 kr. om året til under 300 kr.
  • Opsætning af en helt ny hjemmeside med hjælp fra eksternt firma både i forhold til flytningen og opsætningen af de nye sider. Indholdet har vi selv stået for at få lagt på.
  • Bedre muligheder for søgeordsoptimering i forhold til Google både på desktop og mobilenheder

 

Den sidste del mangler endnu hvor hskak.dk bliver ny hovedside, mens vi beholder det gamle domæne helsingoer-skakklub.dk, som kommer til at linke ind til hskak.dk. En af de væsentligste grunde er at det er lettere at huske og det vil forbedre vores rangering på google. Derudover er det lettere at SEO-optimere en skakside frem for to.

 

SOCIALE MEDIER

[Ny firmaside på Facebook]

Vi fik også en firmaside på Facebook selv om vi allerede har en gruppe repræsenteret her. Det er der en rigtig god grund til. Når vi laver opslag i en lukket gruppe, som vi har på Facebook, så kan man ikke dele opslagene og det er et problem hvis vi gerne vil sprede budskabet ud til andre skak interesserede. Derfor fik vi oprettet firmaprofilen, hvilket betyder at vi kan målrette kampagner og booste opslagene for at nå ud til en større afgrænset målgruppe. F.eks. er vores seneste opslag omkring opstart af juniorskakken nået ud til 4.569 personer hvoraf 218 har klikket på opslaget og 11 har delt det. Normalt når vi ud til omkring 60 personer på normale opslag.

Firmasiden giver også mulighed for en række andre features hvor man blandt andet kan rate klubben og se flere oplysninger.

 

HOLDTURNERINGEN

[3 Hold med i DSU Holdturnering]

Igen i år var vi repræsenteret med 3 hold i Dansk Skak Unions holdturnering. Ét i henholdsvis 2. division, Mesterrækken og B-rækken. Det var første år hvor vi var uden GM Sune Berg Hansen, der er rykket til Hillerød Skakklub. Så det var interessant hvordan holdet ville klare sig uden en af de bedste skakspillere i Danmark. Det skal dog lige bemærkes at det ikke var mange holdkampe som Sune plejede at nå på grund af et stramt program på andre hold i Sverige og Tyskland. Men det var næsten sikre point når han stillede op for Helsingør et par gange per sæson. Derfor var det Erling Mortensen som skulle repræsentere 1. brættet gennem hele sæsonen. Erling klarede det på flotteste vis med en score på 4½ af 6 mulige – hvilket må betegnes som ganske glimrende. Førsteholdet kom på en 4. plads hvilket var en lille tilbagegang i forhold til forrige sæson hvor det blev til en delt 3. plads. Helsingør var kun ½ point fra 3. pladsen og et enkelt point fra 2. pladsen mens førstepladsen gik til Furesø der var i en klasse for sig i år.

I Mesterrækken kom vi godt fra start med sejr over Fredensborg 1, men måtte igen i år tage et par hårde snittere mod top 4. Men alt i alt en godkendt sæson som endte med en 6 plads og uden sidste års drama i sidste runde. Ulf Nonboe blev holdets topscorer med 3½ af 7 mulige.

I B-rækken var Espergærde rykket ned fra A-rækken, men det blev et kort visit efter en spændende sidste runde hvor de lige præcis fik et resultat som betød de rykker tilbage i A-rækken. I år var 9 hold med i turneringen efter Allerød stillede med flere hold en normalt. Vores tredje hold havde bestemt ikke en super sæson, hvor især formanden desværre præsterede langt under forventet. Vi sluttede på en 6 plads men langt til bund og top. Jeg er sikker på vi får et bedre placering i den nye sæson 2018/19.

 

JUNIORAFDELINGEN

[En sund kerne]

Vi har nu haft juniorafdelingen i 4 års tid og har fået en solid stamme af spillere på cirka 10 medlemmer pr. sæson. Herudover kommer der nye til som prøver at være en del af juniorskakken. Vi har igennem årene haft over 40 børn, som har prøvet klubben af eller har været medlem i kortere eller længere perioder. De giver os en række erfaringer til hvordan vi kan fastholde dem som er glade for at spille og hvordan vi bedre kan få helt nye medlemmer til at føle sig som en del af holdet selv om de ikke er lige så rutineret og erfarne som de øvrige.

Som noget nyt prøver vi med at tilbyde nye juniormedlemmer et gratis turneringsskakbræt med tilhørende brikker som vi har indkøbt gennem Dansk Skak Union. Værdien af skakbrættet er på niveau med ½ års medlemskab, hvilket betyder er der første halve år stort set er ”gratis”.

 

ARRANGEMENTER

[3 Dages skak på Kulturhus Syd]

Helsingør Skakklub lavede i 3 dages skak event i samarbejde med Kulturhus Syd. Det var et ambitiøst mål og gennemføre 3 dages med skak, men det lykkes at få sammensat et spændende program der bød på den kvindelige landsholdsspiller WCM Ellen Kakulidis, blindskakopvisning af Ole Bøgh Larsen og GM Sune Berg Hansen kiggede forbi til en simultan.

 

Torsdagen bød på lidt lettere undervisning fra klubformanden efterfulgt af et spændende foredrag om kvindeskakken i Danmark og store skakspillere som havde inspireret WCM Ellen Kakulidis og hendes måde at spille skak på. Ellen gennemgik desuden en række gode vaner i spillets faser og vi fik overtalt hende til at spille simultan mod de fremmødte. Ellen vandt som forventet de fleste partier og afgav kun et parti til Norbert samt remis mod Leo og René.

 

På anden dagen lavede vi alternative skakformer, som især børnene synes var sjovt. Vi fik spillet Makkerskak, Duck Chess, Stratego skak og Skakstafet med kæmpeskakbrikker. Det blev derfor et par sjove timer inden Ole lavede opvisning i den særlige kunst blindskak. Selv om det var over 30 år siden Ole satte dansk og skandinavisk rekord i blindskak, så var det ikke helt glemt. Vi havde begrænset antallet til 6 deltagere i opvisningen af hensyn til tiden og som sekundanten Åge udtalte efterfølgende: ” Et regulært tab, en overseelse i en kompliceret stilling, et meget venligt “ja tak” til et remistilbud samt tre regulære nedspilninger – er OK!”.

 

Lørdag og sidste dag gik med en skakturnering, som blev delt op i 2 grupper én med de unge og en for de mere rutinerede spillere. Dagen sluttede af med en simultan mod GM Sune Berg Hansen, der ikke afgav meget til deltagerne på den anden side af bordet.  Det var et stort arrangement med 3 dages skak og stor tak til alle deltager og hjælpere. Samtidig en stor tak til Helsingør Dagblad og Lokalavisen Nordsjælland for flotte omtaler omkring arrangementet.

 

[Afsluttende runde i 2. division på Højstrupgaard]

Helsingør var i år vært for fællesafslutningen i 2. Division gr. 1. Afslutningen blev afholdt i flotte omgivelser på Højstrupgaard kursuscenter som er en del af Konventium i Helsingør. Det var en flot kulisse med udsigt til park og Øresund der var stor tilfredsstillelse af forholdende af de deltagende hold. Tak til alle hold for en god afslutning og stort tillykke til Furesø 1 med oprykningen til 1. Division.

 

[Juleafslutning med Banko]

I år ændrede vi lidt i programmet for juleafslutningen og var rekord mange deltagere til en hyggelig aften med omkring 40 klub- og familiemedlemmer. Der blev traditionen tro serveret æbleskiver og dejlig gløgg. Det nye i år var en gammel tradition hvor vi fik gang i banko pladerne vor juniorspillerne Caroline og Christian fik råbt numrene op på professionel vis. Vi fik skabt en god stemning med højt humør og det er bestemt ikke sidste gang vi afholder juleafslutningen i denne form.

 

[Grillaften med Andeskak]

Årets sommer afslutning bød på gode bøffer og social hygge med omkring 35 deltagere. Igen et

flot antal deltagere og tæt på det maksimale antal vi kan være i det store lokale i Foreningshuset i Lundegade. Hvis vi bliver mange flere, så skal vi nok til at finde ud af alternative muligheder. Ud over en hyggelig grillaften blev det også til en omgang duckchess (Andeskak) hvor Per skulle forsøge at genvinde titlen og hjemtage det store gule trofæ i form af en gummiand. Men det blev ikke uden kamp og i sidste runde lykkes det Ole at løbe med endnu en titel i klubben og sin først titel som duck chess mester.

 

Kronborg Turneringen på Strand- & Badehotel Marienlyst

[Kronborg Chess Open 2018]

Det er starten på noget stort. Vi har muligheden for at lavet noget helt specielt og unikt, med en samarbejdspartner som Marienlyst.

 

NYT SPILLESTED

Kronborg Chess Open (tidl. Kronborg Turneringen) blev i år ændret på mange punkter af flere årsager. Turneringen i 2017 opnåede et af de laveste antal tilmeldte deltagere nogensinde og spilleforholdene havde ændret sig i sådan grad, at det ikke længere gav mening at spille på Borupgård Skolen.

 

NYT NAVN TIL TURNERINGEN

Det var derfor med stor glæde at vi fik en partneraftale med Strandhotel Marienlyst om at kunne afholde vores Kronborg Chess Open dér. Andre nye tiltag var at få er mere internationalt præg hvilket betød et navneskifte fra Kronborg Turneringen til et mere internationalt lydende: “Kronborg Chess Open”. Vi fik markedsført turneringen i ind- og uland gennem skakblade og diverse turneringssider – hvilket medførte cirka 20% af deltagerne var fra udlandet herunder spillere fra Sverige, Norge, Holland og Indien.

 

JUBILÆUMSÅRET

Derudover var Kronborg Chess Open en del af 8. Hovedkreds grand prix turnering hvilket betød større præmier til vinderne. Grand prix turneringen er en del af markeringen af 8. hovedkreds 75 års jubilæum hvor en række turneringer danner rammen om jubilæumsåret.

 

ET STÆRKT FELT

Der stillede 48 til start (50 tilmeldte) og et af de stærkeste felter i turneringens 47 årlige historie. De 2 mestergrupper blev vist med livedækning på skak.dk hvilket også var 1. gang for turneringen. Helsingør Skakklub havde en del spillere med og var repræsenteret i 5 af de 6 grupper, men især gruppe K2 blev domineret af Helsingørs spillere.  Herligt at se klubbens medlemmer støtter op om turneringen.

 

TAK FOR EN GOD TURNERING

Alt i alt fik vi afholdt en flot turnering i flotte omgivelser og vi håber på at det nye koncept for turneringen vil tiltrække nye og tidligere deltagere. Tak til alle som deltog fra ind- og udland og tak til alle som hjælpere og turneringspartnerne. Men en ting var som det plejede hvor Café Leo var på plads alle 4 turneringsdage med meget rimelige priser.

 

ÅRETS KRONBORG CHESS OPEN MESTER

Årets vinder blev FM Tobias Rostgaard med historiske 7 af 7

 

SAMARBEJDSPARTNERE

Nye samarbejdspartnere i klubben

Vi har fået nye samarbejdspartnere i løbet af året både i forhold til Kronborg Turneringen og i klubben. Herunder vil jeg gerne fremhæve samarbejdet med Sparekassen Sjælland-Fyn, Strand og Badehotel Marienlyst, men også Hotel Trinity som har støttet juniorafdelingen med trøjer og gavekort til konkurrence i forbindelse med Kronborg Chess Open.

 

FREMADRETTET

Kronborg Chess Open igen på Strand- & Badehotel Marienlyst

Vi fortsætter med Kronborg Chess Open i 2019 på Strand- og Badehotel Marienlyst. Det er fantastisk at vi igen kan tilbyde at spille under fantastiske forhold. Vi har igen fået 2 lokaler til at afholde hovedturneringen og juniorturneringen Junior Kronborg Master. Derudover kan vi tilbyde deltagerne overnatning med 15% rabat med specialkoden SKAK.

 

Ny juniorkampagne

Som nævnt forsøger vi at få flere juniormedlemmer og tilbyder et gratis turneringsskakbræt med tilhørende brikker, hvis man melder sig ind i klubben inden 1. oktober. Vi vil herefter evaluere resultatet af kampagnen og se om vi kan gøre andet for at gøre opmærksom på at der er et tilbud for børn & unge i kommunen. Kampagnen har kørt på Facebook i et afgrænset område; herunder Helsingør-Snekkersten-Espergærde-Hornbæk-Hellebæk-Ålsgårde-Tikøb-Kvistgård-Humlebæk-Nivå

 

DM i Seniorskak på Strand- & Badehotel Marienlyst

I forbindelse med 8. hovedkreds 75 års jubilæum afholder vi Senior DM i hurtigskak fra 6.-7. oktober 2018. Der spilles i 2 grupper 50+ og 65+.

 

Andre nye tiltag

  • Skak for voksne begyndere
  • Café skakturnering i Helsingør
  • Skakarrangement udenfor Kulturværftet i Helsingør

 

Som jeg nævnte tidligere, så vil jeg komme lidt ind på hvorfor der er sker, så mange ændringer i klubben. Nogle vil sikkert sige at det var fint som det var og nogle synes det er en god idé. Derfor er der store spørgsmål som presser sig på:

  • Hvilken retning skal vi med skakklubben
  • Hvorfor skal vi det?
  • Og hvad får vi ud af det som medlemmer af Helsingør Skakklub?

 

En af de væsentligste elementer, der skal til i en skakklub, er skakspillere.  Jeg er af den overbevisning at større synlighed er lig med større mulighed for flere medlemmer.

Det er den væsentligste grund til vi laver flere arrangementer, større synlighed på de sociale medier. Men jeg vil gerne have at der er flere fra klubben som ønsker at deltage i arbejdet for der skal ikke være tvivl om jeg har alligevel et begrænset antal timer til rådighed.

 

Den meget fyldestgørende årsberetning blev herefter enstemmigt godkendt vedtaget og Jan fik ros og tak for sin store indsats som formand.

 

Ad 3).

Under punkt 3.a gennemgik Åge Petersen regnskabet. Igen i år er det et solidt regnskab på trods af, at der er betalt for 5 kvartaler til DSU for at balancere betaling for 3 kvartaler i sidste regnskab. Formuen på ca. 47.000 DKK skyldes ikke mindst tilgang af nye samarbejdspartnere.

Ole Larsen og Michael Rehling har revideret regnskabet som blev enstemmigt vedtaget.

Under punk 3.b blev det vedtaget at fastholde det nuværende kontingentet.

Ad 4).

Der var ingen indkomne forslag. 

Ad 5.

Bestyrelsen foreslår at fastholde samme antal turneringer som sidste år, herunder By-turnering, Nordkystmesterskabet, Klubturneringen, Forårsturneringen, Kronborg og Handicapturneringen.

Det blev drøftet om klubturneringen kunne afvikles med færre deltagere og flere ”klasser” og eventuelt afprøve dobbeltrunde.

Ad 6).

Rene Weichel blev genvalgt som formand.

Leo Nielsen, Per Lykke Jacobsen blev genvalgt til bestyrelsen.

Jan rimer blev genvalgt som suppleant

Michael Rehling og Ole Larsen genvalgt som revisorer.

Ad 7).

Der var en ide om at genindføre sommer skak – det vil sige at lokalerne er åbne hver tirsdag i sommerperioden så folk kan spille skak. Det blev aftalt at veje stemningen i maj måned 2019 for at teste, hvor mange der planlægger at dukke op og drøfte ordning for at der bliver lukket op.

Der var en ide om at skaffe flere sponsorer til Kronborg turneringen for blandt andet at rekruttere flere IM’er og eventuelt stormester til turneringen. Bestyrelsen vil drøfte dette nærmere både i forhold til kommende 50 års jubilæum for Kronborg Chess Open og i forhold til 100 års jubilæum for Helsingør Skakklub i 2024.

Endvidere blev drøftet, hvorledes vi kan gøre mere for at fastholde nye medlemmer og det blev aftalt at kigge nærmere på et velkomstprogram og eventuelt en mentor ordning i den første periode.

Der blev drøftet mulighederne for at lave undervisning til voksne begyndere da klubben har fået flere henvendelser omkring dette. Jan Petersen og Per Lykke vil gerne være med til at være undervisere på skift og der vil snarest blive taget tiltag til at lave en plan for en nyt forløb.

Da der ikke var flere emner til drøftelse, takkede dirigenten for god ro og orden, og uddelte præmier.

Referent: Per Lykke Jacobsen, Snekkersten 27 August 2018

Vindere sæson 2017/18
Turnering Placering Præmie Vindere Resultat
Forår 1. plads     200 kr. Ole Bøgh Larsen 5/5
  2. plads     100 kr. Lasse Henningsen 4/5
  3. plads        50 kr. Lars Erik Linderod 3½/5
  3. plads        50 kr. Kristian Bjørneboe 3½/5
Byturnering 1. plads     200 kr. Jan Rimer 6/6
  2. plads     100 kr. Lasse Henningsen 4½/6
  3. plads     100 kr. Gerner Carlsson 4½/6
Klubmesterskab
Gr. 1 1. plads     300 kr. Ole Bøgh Larsen 9/9
  2. plads     100 kr. Jan Rimer 6/9
Gr. 2 1. plads     200 kr. Jan Petersen 5½/7
  2. plads     100 kr. Bent Rasmussen 5/7
Nordkystmesterskabet 1. plads     200 kr. Jan Rimer 5½/6
2. plads     100 kr. Kristian Bjørneboe 5/6
3. plads        50 kr. Ole Bøgh Larsen 4½/6
René Weichel
Share
This