Klubbens første DGT live skakbræt

Klubbens første digitale DGT live skakbræt er endelig blevet pakket ud. Det lyder måske ikke af meget, nu hvor mange klubber har det som en fast del til turneringer og holdkampe. Men vi skal starte et sted da der er flere forhold som endnu mangler for at det bliver helt optimalt.

 

Nye erfaringer med nyt udstyr

Grunden til vi har startet med et enkelt bræt skyldes vi gerne vil opnå gode erfaringer med brugen af opsætning, software og hvordan vi gemmer partierne på vores hjemmeside samtidig. Derudover har vi en udfordring med manglende wi-fi i Foreningshuset. Men der er forhåbninger om at det snart kommer i huset efter længere dialog med kommunen. Vi vil med tiden søge om midler til yderligere brædder, så vi kan transmittere livekampe fra vores interne turneringer og holdkampe.

 

Hvordan kan vi bruge DGT live skakbræt?

Tanken er vi kommer til at bruge brættet til vores interne turneringer og kommer til at vise et parti live hver tirsdag enten ved lodtrækning eller visning af topopgør i f.eks. klubturneringen. Samtidig er det også tanken at vi skal anvende det til undervisning i forbindelse med juniorer og på træningsaftener i klubben.

 

Følg med i live skak på nettet

Vi har også nuværende og tidligere medlemmer som følger med i hvad der sker i klubben. Det vil også for dem betyde at de kan følge endnu mere med i de spændende partier, der bliver spillet i klubben og se hvordan det går med holdkampene på hjemmebane. Planen er man vil kunne tilgå live partierne via vores side månedens parti.

René Weichel
Share
This