Helsingør Skakklub modtager 20.000 kr. af Nellemann-Fonden

Det er en glad formand i Helsingør Skakklub som i dag har modtaget nyheden om at klubben modtager støtte fra Fonden Conrad Nellemann og hustrus mindelegat .

Bestyrelsen for Nellemann-Fonden har i 2020 besluttet at yde et tilskud til Helsingør Skakklub på hele 20.000 kr. som støtte til foreningens skakmiljø for børn og unge.

Normalt bliver fondens uddelinger overrakt af bestyrelsens formand, borgmester Benedikte Kiær, ved den årlige Grundlovsfest på Flynderupgård på Grundlovsdag den 5. juni. Men på grund af corona-epidemien vil det desværre ikke finde sted i år.

 

En stor tak!

Der skal lyde en stor tak fra hele klubben for støtten fra fondens bestyrelse som består af den til enhver tid siddende borgmester i Helsingør Kommune pt. Benedikte Kiær, samt de tre faste medlemmer, arkitekt Gert Ingemann, fhv. museumsinspektør Kenno Pedersen samt direktør Mogens Nellemann Skov.

 

Baggrunden for støtten

Vi har i Helsingør Skakklub gennem de sidste 5 år målrettet arbejdet med at skabe et tilbud til børn og unge i Helsingør Kommune.

Vi har ønsket at skabe et miljø hvor der er plads til alle som gerne vil spille skak og skabe en uformel undervisningsform med fokus på leg og sammenhold. Det har været vigtigt for os at have et tilbud til børn og unge som ikke kun handler om fodbold og håndbold. Vi får derved skabt et sted hvor børne med andre evner kan udfolde sig og føle sig som en succes, som de måske ikke fik gennem andre sportsgrene.

 

50 børn og unge

Igennem de 5 år har vi nu haft over 50 børn og unge i alderen 5 – 16 år, som har været medlem i kortere eller en længere periode. Børnene kommer fra hele kommunen, hvor vi har medlemmer fra Helsingør, Snekkersten, Ålsgårde, Espergærde, Tikøb og Hornbæk. Der er mange tilbud i kommunen for børn og unge og derfor er der også en tendens til at ”shoppe” rundt mellem tilbuddene. Vi er derfor glade for der også er et tilbud om skak for det er der også behov for og blevet en fast del i Helsingør Kommune.

 

Skak er et sprog alle kan tale sammen

Skak er et universelt sprog og går på tværs af alder, handikap, social status og nationalitet. Vi kan se at det ingen betydning om du er 10 eller 50 år gammel eller ikke taler det samme sprog for det er en sport, hvor alle kan spille mod alle.
Denne oplevelse har vi også fået når vi er kommet rundt i kommunen. Alle har på et eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med skak og har prøvet at spille spillet. Det gør at der meget hurtigt kommer et fællesskab hvor alle kan være med og få nogle hyggelige timer.

 

Fordybelse er det nye buzzword

Det vi også forsøger er at give de unge er et sted hvor der er plads til fordybelse og hvor der gerne må være ”stille” uden at der skal være mobiltelefoner og computere til at ”forstyrre” hjernen. I dag er de unge online hele tiden og det vi kan skabe med skak er der bliver en pause. Børnene træner derved deres evne til at koncentrerer sig om et enkelt emne. Dette er en fordel når de f.eks. Skal til prøver og eksamener. Skak har desuden millioner af kombinationsmuligheder som træner børnenes evne til at analysere forskellige scenarier. Det styrker deres analytiske evner , evnen til at tænke i muligheder og tænke frem.

 

Fremgang i skoleskakken

Der er større og større fokus på skak i Danmark især på skoleområdet, hvor brætspillet anvendes i stigende grad til støttende undervisning i blandt andet matematik.
Herudover har Danmark fået sin yngste stormester i 2020 – den blot 15 årige GM Jonas Bjerre. Dette har selvfølgelig også fået en del opmærksomhed og større interesse hos børn og unge.

Der er store planer for fremtiden

Pengen skal være med til at støtte projekter og arrangementer på tværs af Helsingør Kommune. Vi kommer til at udfordre store sportshold indenfor disciplinen skakstafet, besøg på klubber, skoler og fritidstilbud, Caféskak og meget andet der vil kommer mere om i fremtiden.

René Weichel
Share
This